SvendborgMentaliteten

I Svendborg vil vi skabe noget unikt. Vi vil skabe muligheden for, at unge og ambitiøse mennesker kan udvikle sig som atleter, elever og individer. Vi vil gøre det ved at skabe en stærk og sammenhængende kultur. En kultur, hvor vi løfter i flok og klæder de unge mennesker på fagligt, sportsligt og menneskeligt.

Med udgangspunkt i Kristoffer Henriksens forskning i skandinaviske talentudviklingsmiljøer i verdensklasse, arbejder vi med hele miljøets struktur og sammenhængskraften i indsatsen imellem udøvere, forældre, skole, klub og kommune. Talentudviklingsmiljøer i verdensklassemiljøer er kendetegnet ved en stærk kultur, hvor den mentale udvikling ligger i de daglige rutiner, i stedet for at være noget, som en udefra kommende konsulent præsenterer på et par timer hver måned, fravristet miljøets hverdag.

I SvendborgMentaliteten arbejder vi med at opbygge en kultur og mentalitet, der er baseret på anbefalingerne fra Kristoffer Henriksens forskning og værdierne i Talent-Huset:

Helhed, Udvikling, Samarbejde, Engagement og Trivsel.

Vi arbejder med temaer så som:

  • Kultur og værdier
  • Målrettet udvikling
  • Kommunikation
  • Planlægning og prioritering
  • Fokus
  • Genopladning
  • Motivation

Vi afholder separate workshops for atleter, forældre, klubtrænere- og ledere. Derudover følger vi op med en målrettet indsats i de prioriterede klubber.

Du kan læse mere om de enkelte temaer her.

SvendborgMentalitetens workshops afvikles med støtte fra Kulturregion Fyn, hvilket har gjort det muligt at holde åbne workshops, hvor alle er velkomne.

SvendborgMentalitetens konsulenter

Vi er super stolte af vores team af meget kompentente konsulenter, der har solid erfaring med at hjælpe atleter, forældre, klubtrænere- og ledere:

Sara Mygind (Cand.Psych.) er uddannet psykolog og har i dag sit speciale i spændingsfeltet mellem den kliniske psykologi, erhvervspsykologien og performancepsykologien. Hun arbejder som privatpraktiserende psykolog i egen praksis, hvor hun hjælper primært performere med såvel præstationsoptimering og personlig udvikling som mere kliniske problemstillinger. Derudover indgår Sara blandt andet i Team Danmarks eksterne netværk for sportspsykologiske konsulenter, hvor hun har mange års erfaring i at hjælpe atleter, ledere og forbund på nationalt og internationalt niveau.

Frederik Kirkedal Cand. Scient i idræt og sundhed med specialisering i konkurrence og eliteidræt. Frederik har igennem de sidste fire år arbejdet med både ungdoms- og senioratleter, forældre og trænere indenfor mange forskellige sportsgrene som bl.a. fodbold, badminton og håndbold.
Til dagligt er Frederik ansat som sportspsykologisk konsulent i Lyngby Boldklub med ansvar for den sportspsykologiske indsats på akademiet, og er desuden tilknyttet de fire elitekommuner Esbjerg, Fredericia, Svendborg og Helsingør.
Derudover har Frederik selv en tidligere baggrund indenfor sportens verden som elitebadmintonspiller.

 

 

 

SvendborgLab

SvendborgLab er et testsetup med fysiske og fysioterapeutiske screeninger. På baggrund af screeningerne tilrettelægger trænere og fysioterapeuter et træningsprogram, der er skadesforebyggende og træningsoptimerende.

Screeningerne måler blandt andet udøverens kondition og styrke, og om der er risiko for forskellige typer af skader. Ved hver screening gennemgår atleterne 15 fysiske test, og mellem 35 og 50 fysioterapeutiske test.

I både Sportklasser, Svendborg Talentcenter og Svendborg Sportsakademi bliver atleterne screenet 2-3 gange om året, så både atleterne selv, deres trænere og fysioterapeuterne kan følge den enkelte atlets udvikling.

SvendborgLab udvikles i et samarbejde mellem Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Vejstrup Efterskole og Svendborg Kommune. SvendborgLab kan tilpasses en lang række forskellige sportsgrene og aldersgrupper. Hvis du er interesseret i at høre mere om mulighederne for test i din klub, på din skole eller for dit hold, er du velkommen til at kontakte SvendborgLabs koordinator Sten Kaj Larsen på sten.kaj.larsen@svendborg.dk

Se mere i videoen her: