
Fra august er en ny mand i front for det populære tilbud i Svendborg Kommunes Sportsklasser. Den nye træner, koordinator og lærer bliver 38-årige Martin Brems Crüger.
Gennem mere end ti år har der været Sportsklasser i Svendborg, som giver talentfulde unge atleter i kommunen mulighed for at passe både skole og sport, men også lære dem færdigheder omkring styrketræning, det mentale, kost og hverdagsliv med sport.
”Jeg søgte jobbet i Sportsklasserne, fordi jeg ser en mulighed for et arbejde, hvor jeg kan kombinere det, som jeg brænder helt vildt for, nemlig idræt og det at skabe glæde omkring sport og idræt hos unge mennesker,” fortæller Martin Brems Crüger.
”Og det er jo et kæmpe privilegie, at jeg kan det her. Og så elsker jeg og har stor erfaring i at undervise, og det vil jeg jo også gerne have med som en del af det, jeg laver til daglig. Så det glæder jeg mig til.”
Martin Brems Crüger er uddannet fra Idræt og Sundhed på Syddansk Universitet, han har arbejdet som efterskolelærer i 12 år og har en baggrund inden for gymnastik. Han var også en af koreograferne på efterskoleshowet, hvor over 5.000 elever dansede i takt til landsstævnet i Svendborg i 2022.
”Vi er utrolig glade for at have fundet vores nye træner til Sportsklasserne, og vi er utrolig glade for, at det blev Martin. Han har den indsigt og erfaring med undervisning, talentudvikling og sport, som vi søgte. Og så brænder han helt tydeligt for at arbejde med unge mennesker. Vi glæder os meget til samarbejdet,” siger Jannie Kaae, elitekoordinator i Talent & Elite i Svendborg Kommune.
Martin Brems Crüger er tidligere gymnast på højt niveau og er i dag med til at udtage det velkendte Verdenshold. Efter sommerferien står den på goddag til en masse talentfulde børn fra vidt forskellige sportsgrene i Sportsklasserne.
”Jeg glæder mig helt vildt til at møde alle de her unge mennesker i Sportsklasserne. Jeg ser frem til at give dem min version af, hvad aldersrelateret og skadesforebyggende træning er, og hvad der er et godt fundament for at blive rigtig dygtig inden for det, man nu brænder for,” lyder det fra Martin Brems Crüger.
”Og så glæder jeg mig helt vildt til at møde 60 nye kollegaer på Nymarkskolen. Det ser jeg også meget frem til.”
Martin Brems Crüger afløser Keld Vilhelmsen, der har været koordinator siden Sportsklassernes første skoledag i 2013, men som nu har fået job på Efterskolerne ved Nyborg.