Mentaltræning og æggekast lærer Sportsklasseelever at fokusere rigtigt – både på og uden for banen

Til august er det ti år siden de første elever begyndte i Svendborg Kommunes Sportsklasse på Nymarkskolen. I anledningen af jubilæet vender vi tilbage til tidligere elever. Hvor er de i dag? Og hvad har de taget med fra tiden i Sportsklassen.

”Jeg har virkelig lært at holde styr på mine tanker – både i medgang og modgang.”

Sådan lyder det fra Skjold Aallmann fra Svendborg. Han dyrker atletik i Odense Elite Klub for Atletik og løber primært sprint på 100 og 200 meter.

I 2017-20 gik han i Svendborg Kommunes Sportsklasser fra 7.-9. klasse og husker tydeligt øvelser, hvor han skulle forstille sig, at han sad på en sten væk fra en masse motorveje. Alle bilerne var hans tanker. En øvelse, hvor Sportsklasse-eleverne skulle træne at blive siddende på stenen og se bilerne passere. Han måtte altså ikke fokusere og hoppe med på bilerne.

”De her øvelser har hjulpet mig meget i forhold til at holde hovedet koldt under pres og ikke lade min bevidsthed drive afsted med de negative tanker, der kan opstå under en konkurrence. I Sportsklassen lærte vi om de her mentale aspekter, og det har hjulpet mig både i forhold til min sportsgren, men også i hverdagen,” fortæller Skjold Aallmann, der i dag er på vej mod 3.g på Svendborg Gymnasium.

Svendborg har været Team Danmark Elitekommune siden 2007, og som en del af aftalen skulle der etableres et tilbud til talenter i 7.-9. klasse. Kommunens konsulenter udarbejdede dengang et helt nyt koncept, hvor atleter på tværs af sportsgrene har morgentræninger før skoletimerne med styrke- og skadesforebyggende træning. Ingen specifik sportsgrens-træning. Ingen håndbold, badminton, fodbold eller gymnastik, men fokus på styrke, balance, udholdenhed, eksplosivitet, ernæring og de vigtige mentale færdigheder.

Freja tøjler både hest og hoved

At træne det mellem ørerne er også, hvad Freja Oline Skovhus Lindblad fremhæver som vigtig læring fra tiden i Sportsklassen. Hun er dressurrytter på højt niveau og gik også i Sportsklassen fra 2017 og tre år frem.

”Jeg har lært rigtig meget af at gå i Sportsklassen, men det, jeg især har taget med mig, er læring om det mentale. Hvordan man præsterer bedst under pres.”

Freja husker også simple aktiviteter, der hjalp eleverne med at fokusere på det vigtigste – ikke alt andet udenom. Øvelser, hvor hun skulle forestille sig at køre en bus og tankerne var passagerer, som fik navne. Fx nervøse Nina og sure Søren. De må gerne være i bussen, men det er Freja, der styrer, så det skal hun fokusere på. Hun skal ikke tale med hverken Nina eller Søren.

”Jeg kan også huske, at vi skulle kaste æg til hinanden to og to. Når man ikke dyrker boldspil, kan det være ret svært. Så den øvelse lærte mig virkelig, hvordan jeg skærmer mit fokus fra alt det udenom, hvor kammerater står og kaster og griner, og en lærer måske siger noget. Jeg fokuserede kun på at kaste blødt og præcist til min makker og gribe helt rigtigt. Ellers ville ægget jo gå i stykker,” fortæller hun.

Fokus på hesten og hverdagen

Freja er lige blevet student fra Svendborg Gymnasium og har det seneste år været en del af juniorlandsholdet. Hun er netop hjemvendt fra de nordiske mesterskaber som young rider, hvilket er ryttere i alderen 18-21 år. Og med det niveau hun har nået, har det virkelig været vigtigt for hende at tøjle nervøsiteten.

”Især når jeg rider på det niveau, jeg gør nu, så er der mange nerver på, når man skal ride. Men jeg har virkelig lært, hvordan jeg skal kontrollere de her nerver. Og hvordan jeg præsterer bedst muligt, selvom jeg er mega nervøs,” fortæller Freja Oline Skovhus Lindblad.

Tidligere var Freja måske mindre god på førstedagen til en konkurrence, fordi nervøsiteten fyldte for meget. Sådan er det ikke mere. Nu er hun skarp og fokuseret fra dag ét.

”I ridning er der rigtig meget uden om dig. Mange, der har en holdning til det ene og det andet. Men jeg har lært at fokusere på mig selv og være skarp. Ikke kun til konkurrencer, men med alt jeg gør i min hverdag. Det er rigtig godt for mig. Det har jeg taget med mig fra Sportsklassen.”