Lauge kører gerne 60 km for at få is under skøjterne

Sportstalenter på Sydfyn plejer ofte at være dygtige med en bold, en ketsjer eller en trampolin. Men Lauge Sundstrup Qvortrup er så vild med ishockey, at han gerne kører 60 km – hver vej – for at dyrke sin sport. En fleksibel skole, klub og dedikerede forældre holder skøjterne lige på isen.

De første ni år af Lauge Sundstrup Qvortrups liv boede han i Odense, og her lokkede en ven fra skolen med sport i skøjtehallen.

”En af mine gode venner spillede ishockey. Det ville jeg gerne prøve, og så tog jeg med. Og jeg blev vild med intensiteten, vennerne og så bare farten,” fortæller den i dag 14-årige ishockeyspiller.

Men så flyttede familien til Åbyskov, og forældrene måtte træde til og hjælpe med at få logistikken til at gå op. For der er ingen skøjtehal på Sydfyn, og Lauge vil bare spille ishockey. Derfor overnatter han en dag om ugen hos en ven i Odense og morgentræner i klubben, inden skolen kalder. Ofte er det mor og far, der sætter sig i bilen og kører Lauge de 60 km fra Sydfyn til skøjtehallen i Odense – og hjem igen.

”Hvis mine forældre ikke var der, så var jeg ikke her i klubben. Det er ofte dem, der kører mig. Og når de ikke kan, så tager jeg toget.”

Sommertræning med Odense Bulldogs

Lauge Sundstrup Qvortrup går i Svendborg Kommunes Sportsklasser på Nymarkskolen. Lærerne hjælper med at få Lauges træning, lektier og kampe til at spille på samme hold i en travl hverdag.

”I Sportsklassen har vi skadesforebyggende træning. Det styrker kroppen, så jeg kan fokusere på min træning og på at blive bedre i klubben.”

Og da sommertræningen blev skudt i gang, blev en god sæson krydret med et særligt opkald. Lauge fik en invitation til at træne med førsteholdet Odense Bulldogs.

”Det er fedt, men også mega hårdt,” fortæller Lauge, der nu får en smagsprøve på, hvad det kræver at være med blandt de bedste.

Fuld fart og tålmodighed

Lauge Sundstrup Qvortrup har været en bærende figur på OIK’s U15 hold den her sæson, han har spillet slutspil for U17, og på U20 er træneren begejstret for hans attitude og tekniske kunnen, fortæller ungdomskonsulent Anders Holst fra Odense Ishockey Klub.

”Lauge er ganske seriøs. Han er determineret og træner en del af hockey-livet hjemme og i skolen. Både han og familien vil det, og det er ikke uvæsentligt. Men det kræver også tålmodighed. De næste mange år skal der trænes rigtig meget og træffes de gode valg omkring sporten.”

Lauge Sundstrup Qvortrup suser rundt på skøjterne efter skole, og når det er slut med puck mod mål i Odense, går turen hjem til Åbyskov igen.

”Jeg kan godt lide farten. Og jeg synes faktisk, det er meget fedt at være så aktiv hele tiden.”