Tillykke til vinderne af Svendborg Kommunes Kultur-, idræt- og spejderpriser
Svendborg Kommune skriver om prisvinderne
ÅRETS IDRÆTSTALENT – Sascha Nielsen – fodboldspiller i Odense Q

Sascha er en fremragende fodboldspiller, og hun har, trods sin unge alder, bidt sig fast i holdets startopstilling, hvor hun som styrmand i forsvaret spiller med stor rutine.
Sascha er meget seriøs med sin træning, fysisk som mentalt. Hun misser aldrig et træningspas, og er selv på en dårlig dag garant for en positiv attitude. Selv under corona nedlukningen viste Sascha stor mental styrke, og vendte stærkt motiveret tilbage for fuld styrke. Sascha vil med den indstilling og sit talent komme til at præge den danske kvindeliga i mange år frem.
Også uden for banen er Sascha en god rollemodel, idet hun altid stiller op til arrangementer, f.eks. Odense Q’s stjerne-spillerskole. Her er Sascha en god formidler af klubbens værdier til fans og de yngre piger. Sascha tager sig også altid tid til en autograf eller et foto sammen med de små pigefans.
ÅRETS IDRÆTSLEDER: Niels Kildelund – Formand for GOG Håndbold
Niels Kildelund leverer kort og godt det lange, seje og uegennyttige træk hvert eneste år, hver eneste måned, hver eneste uge og hver eneste dag.
Niels startede efter sin sportslige karriere i GOG og på det danske landshold, som frivillig i sin klub.

Da GOG for nogle år siden var helt i knæ, valgte Niels at gå ind i bestyrelsesarbejdet og blev hurtigt valgt som formand for GOG Håndbold. På et fundament af arbejdsomhed, struktur og ordentlighed sørger Niels for, på sin stille og sympatiske facon, at behandle alle reelt og fair, og løse opgaverne tilfredsstillende – og GOG er nu tilbage i toppen.
Niels går selvfølgelig også forrest, når der skal afholdes arrangementer og fester i klubben, ligesom han deler ud af sit engagement og viden som næstformand i Fyns Håndbold Forbund.
Forsker: Talentudviklingen har gode kår i Svendborg
I Danmark er det en del af Team Danmarks strategier at satse på gode talentudviklingsmiljøer i stedet for at satse på det enkelte talent. Det sker i samarbejde med elitekommuner som blandt andre Svendborg Kommune, og det giver rigtig god mening, mener Kristoffer Henriksen, som er sportspsykolog og lektor på Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU, hvor han forsker i talentudvikling.
“Man kan godt blive grebet af idéen om, at hvis man har et særligt dygtigt barn, som kan noget særligt med sin sport, så kræver det også en særlig form for træning eller et helt særligt tilbud. Men faktum er, at hvis vi skaber gode miljøer derude, så er de gode nok – også til de mest talentfulde unge mennesker. Og det er mere motiverende at møde op, når der er andre unge mennesker, som er klar til at give den gas,” siger Kristoffer Henriksen, som var støttet af Idrætsklyngen i Svendborg Kommune, da han begyndte at forske.
GOG-direktør har især fidus til sportsklasserne

Idrætsklyngen i Svendborg fylder 15 år:
Håndboldklubben GOG har været en del af den sydfynske idrætsklynge siden begyndelsen i 2005. Den berømte og gulblusede sportsklub har været med ved bordet, når nye ideer blev diskuteret, etableret eller droppet. Og som både bredde- og eliteklub er det en fordel med en kommune, der har idræt som et fokusområde.
”Svendborg Kommune har vundet meget ved at have idræt som brand. Det er selvfølgelig godt for os, at kommunen kan se fordelene ved at dyrke idræt, og at børnene er aktive. Men stod det til mig, så kunne man gøre endnu mere for elitesporten i Svendborg Kommune. Jeg har mange ønsker på listen,” fortæller Kasper Jørgensen, direktør i GOG.
Kasper Jørgensen, der har en fortid som elitehåndboldspiller og skolelærer, var også involveret i etableringen af sportsklasserne. Det er et tilbud til elever i 7.-9. klasse, som ønsker at fokusere endnu mere på deres port og få det hele passet ind med skolen. Klasserne holder til på Nymarkskolen i den østlige del af Svendborg. Eleverne bliver optaget ud fra ansøgning og samtale.
”Hvis jeg skal fremhæve én ting, som jeg synes, Idrætsklyngen har gjort særligt godt, så er det sportsklasserne. Det har mange af vores ungdomsspillere været utrolig glade for og haft stor gavn af. Det fungerer rigtig godt,” lyder det fra direktøren i GOG.
”Jeg kan særligt godt lide, at de ikke laver sportspecifik træning. Altså at der ikke er decideret håndboldtræning. Eller fodboldtræning. Eller gymnastiktræning. Det er basal styrketræning, der passer til den enkelte elev, og ikke hvilken sportsgren eleven dyrker.”
Sportsklasserne fokuserer på fysisk grundtræning for blandt andet at undgå skader. Eleverne gennemgår fysiske test, de bliver hjulpet med genoptræning, hvis de bliver skadet, de bliver introduceret til kostvejledning og mentaltræning. Eleverne får hjælp til at planlægge livet med skole, sport, venner og familie. Sportsklasserne blev etableret i 2012.
Den Sydfynske Idrætsklynges resultater gennem 15 år:
2004 – Fyns Amt udarbejder rapporten Sport Idræt Wellness – en vækstskaber på Sydfyn
2005 – Den Sydfynske Idrætsklynge etableres
2007 – Svendborg bliver Team Danmark Elitekommune
2008 – Danmarks største idrætsskoleprojekt 0.-6. klasse startes
2008 – Forskningen i Svendborgprojektet påbegyndes
2008 – Svendborg bliver Årets Idrætskommune
2010 – Kristoffer Henriksen, ph.d., Succesfulde talentudviklingsmiljøer i verdensklasse
2011 – Svendborg vinder Team Danmarks Talentpris
2012 – Sportsklasser 7.-9. klasse etableres
2013 – Svendborg Talentcenter etableres
2013 – COWI udarbejder rapport om kommercialiseringspotentialet af Svendborgprojektet
2014 – Svendborgkurserne etableres
2014 – Svendborg bliver DIF-rollekommune
2015 – SkoleLab etableres
2016 – Svendborgprojektet – Aktive børn i dagtilbud igangsættes
2016 – SvendborgMentaliteten igangsættes
2017 – Svendborg Sportsakademi etableres
2018 – Svendborg bliver Bevæg dig for livet visionskommune
2019 – Svendborg vinder KL’s Forebyggelsespris
2019 – Pulje til idræt/skole-samarbejder etableres
SfB om klubtilbud: et godt og klogt initiativ
Foto ©: Geir Haukursson
Som en del af det at være en prioriteret klub i Svendborg Kommunes samarbejde med Team Danmark tilbydes de forskellige idrætsforeninger et forløb, hvor organisationen bliver gennemgået, målsætninger skrives ned og strategier planlægges. En svær proces, men med masser af fordele på den lange bane, lyder det fra formanden.
Syv møder hen over et halvt år. Bestyrelsen og relevante personer fra SfB forsøger at sætte ord på, hvad SfB er for en klub, hvad man ønsker at opnå, hvordan rolle- og opgavefordelingen skal være, og hvilke værdier, man ønsker, skal skinne over banerne ved Tipsvænget.
Efter en tid med økonomisk turbulens var det tid til at få struktur på klubben, så det organisatoriske fundament ligger fast – og ikke er afhængigt af, hvem der sidder i de forskellige stole i bestyrelseslokalet. Derfor var timingen perfekt, da muligheden for et klubudviklingsforløb gennem elite-kommunesamarbejdet bød sig.
”Jeg synes, det er et godt og klogt initiativ. Det at være ledelse i en eliteorienteret idrætsklub kan i dag være en forholdsvis kompleks opgave. I bund og grund er det kun bestyrelsens opgave at facilitere en forening og skabe et miljø, som medlemmerne kan udfylde med aktiviteter. Men I praksis er der en lang række af opgaver, der dagligt skal håndteres. Ledelsens evne til at dokumentere og håndtere de opgaver kan direkte aflæses i, hvor tilfredse medlemmerne er,” fortæller Morten Frederiksen, formand i SfB.
”Ved at give idrætsklubberne mulighed for at gennemgå et klubudviklingsforløb styrker Svendborg Kommune ledelsen i nogle af de mest markante foreninger, og løfter dermed indirekte det fritidstilbud, der gives til kommunens borgere.”
Det er Henning Hansen fra Sporthouse, der står for forløbet. Han har årelang erfaring med klubudvikling i en lang række elitekommuner rundt om i Danmark.
”SfB fik styr på økonomien og så kom spørgsmålet: Hvad så med hverdagen? Mange rutiner og processer var der ikke styr på. Vi lavede en organisationsplan, jobbeskrivelser og kommandoveje. Og så lavede vi overordnede strategier. Hvor skal vi gerne stå henne om tre år,” fortæller konsulent Henning Hansen.
Som licensklub skal SfB hvert år ansøge for at bevare den titel. Det arbejde er blevet meget lettere i og med, at der er kommet mere struktur på klubben, og den dokumentation, der skal bruges i ansøgningen, nu er lavet.
”Vi har først og fremmest fået dokumenteret en masse af det arbejde og de procedurer, som udføres i klubben. Vi har fået lavet rollebeskrivelser og kommissorier på alle relevante funktioner og har dermed et langt bedre overblik end tidligere. Vi har nu nedskrevet klare målsætninger for udviklingen af alle områder af vores klub og opsat klare milepæle for løbende opfølgning,” forklarer Morten Frederiksen, der efter først den økonomiske redning og siden klubudviklingsforløbet blev kåret til årets fodboldleder på Fyn og senere årets fodboldleder i Danmark.
Igennem klubudviklingsforløbet har der været stor fokus på kommunikation. Til medlemmer, forældre og trænere. Men også i forhold til frivillige. Hvordan får man fat i frivillige, hvordan husker man at anerkende og fastholde dem, man har. Driften bliver sat i system, så nogle af opgaverne forsvinder fra bestyrelsens skuldre, så den i stedet kan fokusere på de overordnede linjer og sikre at klubben er på rette vej uden at arbejdsbyrden bliver for stor, så lysten til foreningsarbejdet forsvinder.
Som med så mange andre ting i livet, har rejsen mod målet ofte den største værdi, mener formand Morten Frederiksen. Men på den lange bane vil forløbet også være en stor gevinst for den ambitiøse klub.
”Klubudviklingsforløbet er et hård og intensivt forløb, der i vores tilfælde strakte sig over næsten 6 måneder. De mange møder til sent ud på aftenen, hvor vi diskuterede klubben, fik beskrevet opgaverne og udlagde retningslinjerne for fremtiden var utroligt givtige for alle involverede. Alt den dokumentation vi har lavet, gør nu vores klub langt mindre personafhængig. Det vil i fremtiden være lettere at skifte ud i ledelsen og få nye med ombord, fordi opgaverne og målsætningerne er tydligt beskrevet,” lyder det fra Morten Frederiksen.
Og der skal netop vælges en ny formand i klubben. Efter at have været med til at genrejse SfB har den tidligere spiller og klubmand med stort K valgt at en ny skal tage over efter næste generalforsamling.
I Svendborg Kommune er flere klubber enten færdige eller i gang med et lignende klubudviklingsforløb. Det er Thurø Sejlklub, Svendborg Svømmeklub, Svendborg Basketball Club, GOG, Svendborg Badmintonklub, Svendborg Gymnastikforening og altså også SfB.
Trods coronakrise: 28 elever udtaget til sportsklasse efter sommerferien
Det blev en noget anderledes proces, da eleverne til næste års sportsklasse på Nymarkskolen skulle findes. Efter de første samtaler lukkede Danmark ned på grund af den truende coronavirus. Men ved hjælp af fleksible og forstående elever og deres forældre, er det alligevel lykkedes at finde de børn, der efter sommerferien skal gå i sportsklasse.
Når elever til Svendborg Kommunes sportsklasse på Nymarkskolen skal findes, foregår det med ansøgninger og samtaler i februar og marts inden skolestart i 7. klasse efter sommerferien. Sådan var det også i 2020, men midt i det hele kom coronakrisen.
”Vi gennemførte den første halvdel af samtalerne, helt som vi plejer, men så lukkede hele Danmark som bekendt ned,” fortæller Jannie Kaae, elitekoordinator, Svendborg Talent & Elite.
”Vi håbede, at krisen var kort, så vi kunne gennemføre alle samtaler som normalt, men da det blev af noget længere varighed, besluttede vi, at det ville være synd for ansøgerne at udskyde samtalerne. Vi anede jo heller ikke om det så overhovedet ville kunne nås inden sommerferien. Samtidig er skolerne i kommunen helt afhængige af at kende deres elevtal meget snart, så derfor foretog vi de resterende samtaler online.”
Igen i år blev skrivebordet hos Svendborg Talent & Elite fyldt med gode ansøgninger fra talentfulde og passionerede sportsbørn, der ønsker at kombinere skolen med sport på højt plan.
Og i fredags fik 28 elever så et brev om, at de har fået en plads i klassen. Den kommer i år for første gang til at bestå af en ligelig fordeling af piger og drenge, og det giver en god dynamik i gruppen. Da klassen var sammensat, viste det sig desuden at der var en ligelig fordeling af elever, der havde være til personlig samtale på skolen og elever, der havde været med online hjemme fra stuen.
”Vi havde et utrolig stærkt felt igen i år, så det er altid svært at sortere nogen fra, men det hører jo desværre med. Det handler ikke om, at dem, der fik afslag, ikke har det, der skal til for at gå i sportsklassen, men feltet var stærkt og nogen skal vælges og dermed skal andre også vælges fra. Det er naturligvis ikke rart at skuffe nogle, der havde en stor drøm om at komme i sportsklassen,” siger Jannie Kaae, der minder om, at der også er Svendborg Talentcentret, hvortil trænerne kan indstille talentfulde børn, der går efter ekstra sparring omkring fysisk træning, kost mm. Hertil vil der være optag lige før sommerferien.
Det er 8. gang, at en sportsklasse begynder på Nymarkskolen. Denne gang er det elever, der dyrker håndbold, gymnastik, ridning, fodbold og ishockey.
Stort tillykke til alle 28, der fik en plads i klassen. Vi glæder os til at se jer alle efter sommerferien.
Nymarkskolens drenge fejrede DM-guld på Rådhuset
Torsdag den 30. januar kunne 10 drenge fra Nymarkskolen juble over, at de havde vundet guld ved DM i Skolehåndbold efter en overbevisende indsats.
Forud for finalestævnet i Sønderborg var de grønblusede gået ubesejret gennem 6 kampe, der sikrede dem pladsen fra Fyn, og den stil blev ført videre ved de 7 kampe i slutspillet.
Efter komfortable sejre i gruppespillet blev det tættere, da der skulle spilles om medaljer, men efter en spændende finale mod Hjallerup Skole, løb Nymarkskolen med guldet.
Ud over de velfortjente guldmedaljer kunne de 10 drenge mandag glæde sig over, at de mandag blev fejret med en tur på rådhuset, hvor borgmester Bo Hansen gav pandekager til hele holdet og trænerne.
Det arrangement kan du se billeder fra her
Holdet består af :
Mads Abildgaard
Niklas La Cour
Marcus Herold
Laurits Krogh
Simon Humlegaard
Oskar Hultén
Lasse Vilhelmsen
Axel Kaj Larsen
Hugo Karup
Nicklas Steenberg
Kampene
Tirsdag
Nymarkskolen – Ulkebøl Skole 18-3
Nymarkskolen – Hotherskolen 26-5
Onsdag
Nymarkskolen – Højdevangens Skole 21-6
Nymarkskolen – Højboskolen 16-12
Nymarkskolen – Campusskolen 16-12 (Kvartfinale)
Torsdag
Nymarkskolen – Brårup Skole 12-7 (Semifinale)
Nymarkskolen – Hjallerup Skole 12-10 (Finale)
Netværksarrangement for trænere og talentudviklere
Svendborg Sportsakademi og Svendborg Talent & Elite inviterer til netværksarrangement for trænere og talentudviklere
Workshop omkring fastholdelse og frafald, aldersrelateret træning integreret i et klubkoncept samt test og forebyggelse af skulderskader i talentarbejde
Målgruppe: Centrale ledere- og trænere omkring klubbernes talentarbejde
Tilmelding: Her senest den 9. februar 2020
Dato: Den 29. februar 2020
Sted: Svendborg Gymnasium, A P Møllers Vej 35, 5700 Svendborg
PROGRAM
09:00 Velkomst v/ Sten Kaj Larsen
Refleksioner siden sidst
09:15 Fastholdelse og frafald v/ Adam Blicher
I ungdomsårene ses en stor stigning i frafaldet fra idræt. Idrætsudøvere dropper ud af deres sport lige før eller mens de går på ungdomsuddannelse.
Vi zoomer ind på trænerens rolle i forbindelse med fastholdelse og frafald ud fra et sportspsykologisk standpunkt – med udgangspunkt i spørgsmål som:
- • Har vi et særligt ansvar for fastholdelse, hvis vi ser et særligt potentiale?
- • Hvilken rolle skal trænerne spille i forbindelse med at forsøge at fastholde unge i idrætten i en periode, hvor de er udsatte?
- • Skal alle fastholdes?
11:00 Sandwich og vand
11:30 Oplæg om” The Svendborg Way” v/ William Bond, SBBC
The Svendborg Way er en måde at implementere DBBF’s overordnede aldersrelateret trænings-koncept på klubbasis.
The Svendborg Way skal vise vejen for unge spillere igennem deres basketballrejse, og manualen skal give dem et overblik over, hvad de træner og hvornår.
Samtidig er det et værktøj for nye trænere, der kommer til klubben, i forhold til at få et overblik over klubbens værdier, retning og træningsfilosofi.
Manualen er inddelt i fire udviklingsfaser efter alder, hvor hver fase er knyttet op på specifikke menneskelige værdier, som klubben har vurderet, er vigtige at lære i det pågældende udviklingstrin.
12:15 Skulderskader hos børn og unge – test og forebyggelse v/ Berit Duus
Mange børn og unge er i dag mere stillesiddende end man tidligere har oplevet. Vi oplever flere og flere børn og unge med smerter i nakke og skuldre, bl.a. på grund af det øgede forbrug af ipads, mobiltelefoner mm.
Samtidig med ser man en tendens til, at de børn og unge som er idrætsaktive, er aktive mange flere timer om ugen end tidligere.
Skulderskader er ikke den mest udtalte skade hos børn og unge, men der er en tendens til stigende problemer indenfor området. Resultaterne peger på, at f.eks. håndboldspillere med reduceret skulderstyrke eller nedsat kontrol af deres skulderblad, er mere sårbare over for skulderskader. Dette er specielt udtalt, hvis man samtidig med øger sin ugentlige træningsmængde med 20-60 %.
Ud fra forskellige cases fra Sportsklasserne, Talentcenteret samt Sportsakademiet, gennemgår vi testbatteriet omkring skuldre samt nogle af de ting, vi arbejder med efterfølgende.
Til sidst vil der være en kort gennemgang af nogle af de generelle øvelser for skulderen, vi har god erfaring med.
13:30 Afrunding v/ Sten Kaj Larsen
Om oplægsholderne
Adam Blicher
Uddannet cand. scient. psyk. fra Syddansk Universitet med speciale i Sportspsykologi, hvor hans vejleder var Kristoffer Henriksen, der er den førende sportspsykolog i Norden indenfor talentudviklingsmiljøer og kulturel ledelse.
Adam er tilknyttet som ekstern konsulent i Team Danmark, hvor han bl.a. arbejder med kulturelle
ændringer i klubber og forbund.
Adam har tidligere været tilknyttet U- og A-landshold i Dansk Basketball Forbund og er tilknyttet det danske Team Gym Landshold.
Berit Duus
Uddannet passioneret og erfaren sportsfysioterapeut med speciale i bevægeanalyse og præstationsfremme. Berit har siden 2004 været fysioterapeut for det grønlandske herrelandshold i håndbold samt tilknyttet det danske damelandshold i håndbold. Derudover er hun tilknyttet Odense Håndbolds damer.
I sit daglige virke arbejder Berit med skadesforebyggelse, test og præstationsfremme samt genoptræning hos ADG Fysioterapi, i Svendborg Kommune, Gymnastikhøjskolen i Ollerup, Skolerne i Oure Sport & Performing Arts samt Odense Håndbold. Berit har et helhedsorienteret syn på problemstillinger og arbejder med at finde årsagssammenhænge. I sine vurderinger prioriterer hun den funktionelle analyse samt den manuelle vurdering højt.
Berit har siden 2010 været bestyrelsesmedlem i DSSF, Dansk Selskab for Sportsfysioterapi.
William Bond
Uddannet Cand. Scient i Idræt og Sundhed ved Syddansk Universitet. William arbejder for Danmarks Basketball Forbund hvor han koordinerer træneruddannelse og dommeruddannelse. Hertil arbejder han for BørneBasketFonden, der har som overordnet formål at bevæge børn igennem basketball.
I SBBC er William ansvarlig for udviklingen af “The Svendborg way”, der er Svendborg Basketball Clubs fortolkning af DBBF’s aldersrelateret træningskoncept.
Sara vil være verdens bedste motocross-kører
18-årige Sara Andersen fra Ryslinge er en af verdens absolut bedste motocross-kørere, hvilket hun også understregede med en samlet femteplads i dette års VM-serie, hvor det blev til en andenplads i den tyrkiske afdeling, som afsluttede en sæson, hvor hun også vandt det svenske mesterskab.
Dermed er hun ikke langt fra at indfri den plan, som hun har kæmpet målrettet for i størstedelen af sit liv:
“Det har været min drøm at blive verdensmester, siden jeg var helt lille. Min storebror kørte også, så til min treårs fødselsdag ønskede jeg mig en crosser. Den var nok ikke ret dyr, men samlet set har det været en kostbar gave for mine forældre, for de har været med til at betale en del af udgifterne siden da,” siger Sara Andersen med et smil.
På Saras vej mod verdenstoppen var hun i tre år tilknyttet Talentcenteret ved Svendborg Talent & Elite. Hun var den eneste motocross-kører, men i forhold til drømmene, gjorde det ikke nogen forskel.
“Jeg synes, at det var fedt at træne med andre sportsudøvere, der også gik op i deres sport. Når jeg kørte, trænede jeg ellers meget alene, men i Talentcenteret var jeg sammen med mange andre, der også var super seriøse med deres sport,” forklarer Sara Andersen.
Til trods for de åbenlyse forskelle i de forskellige sportsgrene som fodbold, gymnastik, håndbold og motocross, har atleterne i Talentcenteret meget tilfælles i hverdagen.
“Vi gik til styrketræning sammen nogle timer om ugen, og der fik vi lavet nogle test, som gjorde, at vi hver især kunne arbejde målrettet med at forbedre os på de områder, der havde betydning for vores egne sportsgrene. Og så var det hele noget, som jeg aldrig havde prøvet før,” siger Sara Andersen, der gik på Talentcentret fra 6. klasse til og med 8. klasse.
I dag er det fire år siden, at Sara stoppede i Talentcenteret, men tilhørsforholdet har efterladt varige spor – på den gode måde.
“Det har givet mig mere motivation til at træne, og jeg har lært en masse øvelser, jeg har brugt efterfølgende. Desuden lærte vi en masse om kost og genoptræning, og det kan man jo også bruge i hele karrieren,” konstaterer Danmarks bedste kvindelige motocross-kører.
“Hvis man er seriøs omkring sin sport, er Talentcenteret helt sikkert en god idé. Det er sjov men også meget seriøs træning, så hvis man ikke har de store mål med sin sport, så er det ikke sikkert, at det er det rigtige,” lyder det videre.
Det problem har Sara Andersen aldrig haft. Hun ville – og vil stadig – være verdens bedste på sit felt. Da der ikke køres ungdomsafdelinger i kvindernes klasser, så er der kun en verdensmester ad gangen, og hvis alt går efter planen, så vil VM-kransen inden længe blive hængt om halsen på en fynsk pige fra Ryslinge.
“Jeg kan godt vinde VM inden for et par år. Jeg har stået på podiet i VM-afdelingerne, og jeg har vundet det svenske mesterskab, så det er ikke urealistisk, hvis jeg kan fortsætte min udvikling,” lyder analysen.
Kan man spille ligafodbold og samtidig passe sine lektier i gymnasiet?
Sascha Nielsen kan. Hun spiller for Odense Q i Danmarks bedste fodboldrække, går i 2.g. på Svendborg Gymnasium og er en del af Svendborg Sportsakademi, der hjælper elitesportsudøvere med at få livet med sport og uddannelse til at fungere.
Også selvom akademiet er i Svendborg og klubben i Odense – mød hende i videoen her.