Trygt elitemiljø skal sikre fremtidens stjerner

Fokus på et trygt elitemiljø, hvor atleterne ikke er til eksamen hver gang.

Oskar Hultén fra Svendborg Sportsakademi er i de her dage med U18-landsholdet i basket. Men ikke for fuld kraft. Oskar har i et par år døjet med en overbelastningsskade i knæene – det såkaldte springerknæ. Men selvom han ikke kan være med til alt under en samling med landsholdet, så er han stadig udtaget.

“Oskar har været med, siden han som U15 spillede sin første landskamp. Selvom han i meget lang tid har døjet med skader, så ønsker vi at fastholde ham, så han bevarer motivationen. Så længe spilleren har niveauet og arbejder ihærdigt for det, så skal man ikke dømmes ude på grund af skader,” mener Steen Guido, talentansvarlig i Danmarks Basketball Forbund.

“Det handler jo om at præstere, når man er med landsholdet. Det er et vilkår i elitesport, men vi arbejder med at skabe et trygt elitemiljø, hvor man ikke er til eksamen hver gang. Og Oskar vil det gerne, har mange kvaliteter, er god til at træne og har de rigtige værdier. Derfor er han med, selvom han ikke kan træne på lige fod med de andre.”

I samarbejde med Oskars træner og fysioterapeut i Svendborg Sportsakademi holder Basketball-forbundet styr på, hvor meget Oskar deltager i under samlingen. Forbundet har en fysioterapeut med under hele samling, der sørger for at hjælpe Oskar med at dosere belastningen.

“Vi har i en længere periode arbejdet med Oskar med en plan for, hvad der skal til for at komme de her skader kvit. Det her er et godt eksempel på, hvordan vi kan samarbejde med en atlet, så han passer på sig selv, men samtidig beholder motivationen og troen på, at det nok skal lykkes. Stor ros til forbundet for samarbejdet med os og deres tilgang til Oskar,” udtaler træner i Svendborg Sportsakademi Sten Kaj Larsen.

Vi ønsker Oskar alt det bedste i sin vej tilbage til basketbanen på fuld tid.