Er Svendborg Sportsakademi noget for dig?

Svendborg Sportsakademi inviterer alle interesserede atleter, forældre og trænere til informationsmøde den 30. september 2016 kl. 16:00

Er du i gang med en ungdomsuddannelse eller 10. klasse i Svendborg – eller skal du snart starte? Og forsøger du samtidig at satse 100% på din sport? Så er Svendborg Sportsakademi måske en mulighed for dig!

Svendborg Sportsakademi er et nyt tilbud til talenter og eliteidrætsudøvere, som er tilknyttet en ungdomsuddannelse eller 10. klasse i Svendborg.

Formålet med Svendborg Sportsakademi er at koordinere og videreudvikle Danmarks stærkeste og mest bæredygtige talent- og uddannelsesmiljø, hvor unge kan kombinere sport, uddannelse og ungdomsliv.

Som atlet på Svendborg Sportsakademi vil du bl.a. få skadesforebyggende fysisk morgentræning, fysiske og fysioterapeutiske test, workshops med sportspsykolog og vejledning i at få en travl hverdag med sport og uddannelse til at hænge sammen. Kort sagt – du bliver en del af et ambitiøst elitemiljø på tværs af sportsgrene.

På informationsmødet vil formand for Svendborg Sportsakademi Jacob Kramer og træner/mentor Sten Kaj Larsen fortælle om indholdet i akademiet og om optagelseskriterierne for at være med i Svendborg Sportsakademi.

Nicklas Pyrdol, sportspsykologisk konsulent ved Team Danmark og ekstern lektor ved SDU, vil blive tilknyttet akademiet, og vil på informationsmødet fortælle om, hvordan talentudviklingsmiljøer i verdensklasse skaber en stærk kultur, og hvordan vi i Svendborg vil gøre det samme – sammen.

”I Svendborg kan vi skabe noget unikt. Vi kan skabe muligheden for, at unge og ambitiøse mennesker kan udvikle sig som atleter, elever og mennesker. Vi kan gøre dette ved at skabe en stærk og sammenhængende kultur. En kultur, hvor vi løfter i flok og klæder de unge på fagligt, sportsligt og menneskeligt. Dette skal sportsakademiet være en afgørende del af, så vi kan skabe en rød tråd, der fører fra talent til elite.”

Har du lyst til at høre mere om Svendborg Sportsakademi? Så meld dig her.

Hvem: Udøvere, forældre og trænere

Hvornår: Fredag d. 30. sep. kl. 16.00

Hvor: information følger

Tilmeldingsfrist: 28. september

Læs mere her!